top of page

 

 

 

 

Da hun lægger sig ned om aftenen er hendes mave hård.

Den står som en bold på hende, hun ligger i mørket og ser den hæve.

Da hun vågner med solen vil noget ud.

 

Noget vil sprænge sig ud af hende, noget, der er blødt og varmt og enormt.

Hun gisper efter vejret og hundene vågner, de rejser deres ører.

 

Havet omkring hende er stille.

 

Knivene, økserne, fuglene, hun behøver ikke skamme sig, der er kun hundene og hun hyler, ømmer sig, klemmer det bløde, store ud.

 

Famler mellem benene og det hun mærker er noget velkendt; de bløde næsebor, de varme læber, det lange rolige ansigt.

 

Hestens hoved vokser ud af kvinden der skriger af smerte.

 

Og hundene gør og fuglene flyver bort og da hovedet er ude, lukker hullet sig sammen.

 

Hun ligger i sengen ved siden af hovedet, en knurren fra hundene, og hun får sat sig op.

 

Hun rejser sig og går ud i havet og vasker sig.

 

Da hun kommer tilbage til huset står solen endnu højt på himlen og hovedet ligger stadig i sengen, det ser på hende med sorte øjne.

 

Hun løfter hovedet og lægger det på skulderen som et spædbarn, nynner for det og falder i søvn.

 

Men da hun vågner er solen der endnu.

 

Solen er stivnet på den blå himmel, fuglene er hæse af sang.

 

Solen stråler og alt er gået i stå.

 

Og hestehovedet begynder at tale.

About Me
LP20220104alexandramoltke4827 (1).jpg

foto: Lærke Posselt

Jeg blev uddannet som dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2016.

Jeg skriver med en naiv tro på at teatret vil give os modet og kraften til at forandre et kedeligt, brutalt og forældet samfund. Derudover gør jeg alt for penge.

Jeg grundlagde og ledte kunstgruppen DE FEMTEN og arbejder stadig aktivistisk bl.a. som medlem af Forfattere ser Grønt, hvor jeg senest har iscenesat ritualet, Hellige tempel og tidligere sorgritualet, Cut for climate. 

 

Jeg er bosat i arbejdsfællesskabet, Karise Permatopia, hvor vi stålsat arbejder på at dyrke grøntsager, omsorg, omlægge til regenerativt landbrug.

Jeg har siden 2016 haft et samarbejde med komponist og sangskriver Kirstine Fogh Vindelev hos hvem du kan lytte til flere af vores fælles projekter.

Aktuelt

MÅNEVANDRING

Månevandring er en vandring ind i mørket, som opføres ved hver fuldmåne i hele 2024.

Med trådløse hovedtelefoner begiver publikum sig af sted, guidet af den excentriske Gerda Lumiere.

Gennem faglige interviews, myter og ritualer finder og æder vi månen, der fødes igen midt i vores kreds.

Den første vandring finder sted i Permatopia, Karise ved den første fuldmåne d. 25. januar 2024.

Herefter rejser den til Baggårdteatret i Svendborg, opstår når månen er fuld i februar og marts, se mere her.

Tekst af mig

Iscenesættelse/kostumer: Alaya Riefenstahl

Medvirkende: Alaya Riefenstahl, Helga Rosenfeldt-Olsen og Morten Brown

Koreograf: Sofie Christiansen

Lyddesign: Thoranna Bjornsdottir

DANSEDYBET

Legender fra middelalderen beretter om den samme usædvanlige hændelse. I en by begynder en person pludselig at danse. Flere støder til, end ikke byens præst kan få dem til at stå stille. Dansepesten er brudt ud.

I 2024 sker det igen. Hele byen vil opsluges af en fælles puls og gå i  dansetrance. Og du er inviteret med ind i massehysteriet.

DANSEDYBET er et immersivt sang- og danseritual med premiere d. 29. februar på Teater S/H.

Du kan læse mere og købe adgang her.

Sangtekster af mig, med bidrag fra skrivekollektivet, Mycelium.

Instruktion: Anne Zacho Søgaard

Komposition: Mathilde Böcher

Scenografi: Katrine Gjerding

Medvirkende: Nini Bang, Hanne Ulldal og Mathias Monrad Møller

Services

Der var engang

nogen der skrev

om konger og slaver

hunde og soldater

lommetyve og marionetter

og de vidste at deres ord ville blive spist af munde

og få tunger til at vokse og blive stærke

 

Der var engang

fortællere der vidste

at fortællingen kunne ændre historien

at historien kun var fortællinger

at stemmen

i avisen

i radioen

kun var en mund

 

Og det gjorde fortællerne et nummer ud af

så alle kunne le af munden

eller angribe den

stege tungen og spise den

hive dens hvide tænder ud

og bruge dem som smykker

kysse dens læber

så den blev rød og modig

 

Der var engang

hvor det at skrive var et oprør

en handling

så stærk

at den forandrede verden

Alexandra Moltke Johansen

Let's Talk
bottom of page