Da hun lægger sig ned om aftenen er hendes mave hård.
​
Den står som en bold på hende, hun ligger i mørket og ser den hæve.
​
Da hun vågner med solen vil noget ud.
Noget vil sprænge sig ud af hende, noget, der er blødt og varmt og enormt.
​
Hun gisper efter vejret og hundene vågner, de rejser deres ører.
Havet omkring hende er stille.
Knivene, økserne, fuglene, hun behøver ikke skamme sig, der er kun hundene og hun hyler, ømmer sig, klemmer det bløde, store ud.
Famler mellem benene og det hun mærker er noget velkendt; de bløde næsebor, de varme læber, det lange rolige ansigt.
Hestens hoved vokser ud af kvinden der skriger af smerte.
Og hundene gør og fuglene flyver bort og da hovedet er ude, lukker hullet sig sammen.
Hun ligger i sengen ved siden af hovedet, en knurren fra hundene, og hun får sat sig op.
Hun rejser sig og går ud i havet og vasker sig.
Da hun kommer tilbage til huset står solen endnu højt på himlen og hovedet ligger stadig i sengen, det ser på hende med sorte øjne.
Hun løfter hovedet og lægger det på skulderen som et spædbarn, nynner for det og falder i søvn.
Men da hun vågner er solen der endnu.
Solen er stivnet på den blå himmel, fuglene er hæse af sang.
Solen stråler og alt er gået i stå.
Og hestehovedet begynder at tale.
foto: Sofie Amalie Klougart
​
Jeg blev uddannet som dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2016.
​
Jeg skriver med en naiv tro på at teatret vil give os modet og kraften til at forandre et kedeligt, brutalt og forældet samfund. Derudover gør jeg alt for penge.
​
Jeg grundlagde og ledte kunstgruppen DE FEMTEN og arbejder stadig aktivistisk bl.a. som medlem af Forfattere ser Grønt, hvor jeg senest har iscenesat ritualet, Hellige tempel og tidligere sorgritualet, Cut for climate.
Jeg er bosat i arbejdsfællesskabet, Karise Permatopia, hvor vi stålsat arbejder på at dyrke grøntsager, omsorg, omlægge til regenerativt landbrug.
​
Jeg har siden 2016 haft et samarbejde med komponist og sangskriver Kirstine Fogh Vindelev hos hvem du kan lytte til flere af vores fælles projekter.
​
Du kan se og høre mig tale her.
Aktuelt
FARMOR FLORAS GRØNNE FINGRE
FARMOR FLORAS GRØNNE FINGRE er et stykke for børn mellem 5 og 12 år.
Det er en magisk fabulerende fortælling om pigen Bo Tanik og hendes farmors farlige, fantastiske drivhus.
Det er en fortælling med mange spor og store emner som skam og ensomhed, men også om fordeling af ressourcer, modstandskamp, liv og død og genfødsel.
Stykket er initieret af kollektivet LANGMIS og spiller på Anemonen fra d. 3. september 2024.
Instruktør: Tabita Friis Kristensen
Scenografer: LANGMIS som er Helle Egsgaard og Marie Boye
Komponist: Julie Østengaard
Skuespillere: Ludmilla Faber Striim, Hamun Maghsodlo og Anna Emilie Pedersen.
​
Billetter her!
ANIMAL
ANIMAL er en mors indre samtale med sit barn. En fortælling om at tilvælge et barn med Downs syndrom, et ”nytteløst væsen” i en verden besat af effektivitet og vækst. Om en kvinde, der med fødslen og moderskabet oplever både menneskets og naturens brutalitet vælte ind over sig. Sådan overvældes hun af sorgen over og frygten for at miste en uerstattelig, underskøn verden og spørger åbent: hvem fravælges, pines og udvises? Hvem har, i vores nuværende samfund, ret til omsorg og beskyttelse?
ANIMAL er et både brutalt og poetisk radikaliseringsværk, et kollektivt sorgritual, en mors vækkelse skabt af den tyske instruktør Lara Magdalena Tacke med Alexandra Moltke Johansens anmelderroste roman som forlæg. Fortalt af skuespilleren Christine Sønderris og et kor bestående af tre klassiske sangere.
​
Stykket opføres på Teater S/H med premiere d. 14. februar, 2025.
​
Billetter her.
Der var engang
nogen der skrev
om konger og slaver
hunde og soldater
lommetyve og marionetter
og de vidste at deres ord ville blive spist af munde
og få tunger til at vokse og blive stærke
Der var engang
fortællere der vidste
at fortællingen kunne ændre historien
at historien kun var fortællinger
at stemmen
i avisen
i radioen
kun var en mund
Og det gjorde fortællerne et nummer ud af
så alle kunne le af munden
eller angribe den
stege tungen og spise den
hive dens hvide tænder ud
og bruge dem som smykker
kysse dens læber
så den blev rød og modig
Der var engang
hvor det at skrive var et oprør
en handling
så stærk
at den forandrede verden
​
Alexandra Moltke Johansen