ALEXANDRA MOLTKE JOHANSEN

 

 

 

 

Da hun lægger sig ned om aftenen er hendes mave hård.

​

Den står som en bold på hende, hun ligger i mørket og ser den hæve.

​

Da hun vågner med solen vil noget ud.

 

Noget vil sprænge sig ud af hende, noget, der er blødt og varmt og enormt.

​

Hun gisper efter vejret og hundene vågner, de rejser deres ører.

 

Havet omkring hende er stille.

 

Knivene, økserne, fuglene, hun behøver ikke skamme sig, der er kun hundene og hun hyler, ømmer sig, klemmer det bløde, store ud.

 

Famler mellem benene og det hun mærker er noget velkendt; de bløde næsebor, de varme læber, det lange rolige ansigt.

 

Hestens hoved vokser ud af kvinden der skriger af smerte.

 

Og hundene gør og fuglene flyver bort og da hovedet er ude, lukker hullet sig sammen.

 

Hun ligger i sengen ved siden af hovedet, en knurren fra hundene, og hun får sat sig op.

 

Hun rejser sig og går ud i havet og vasker sig.

 

Da hun kommer tilbage til huset står solen endnu højt på himlen og hovedet ligger stadig i sengen, det ser på hende med sorte øjne.

 

Hun løfter hovedet og lægger det på skulderen som et spædbarn, nynner for det og falder i søvn.

 

Men da hun vågner er solen der endnu.

 

Solen er stivnet på den blå himmel, fuglene er hæse af sang.

 

Solen stråler og alt er gået i stå.

 

Og hestehovedet begynder at tale.