Da hun lægger sig ned om aftenen er hendes mave hård.

Den står som en bold på hende, hun ligger i mørket og ser den hæve.

Da hun vågner med solen vil noget ud.

 

Noget vil sprænge sig ud af hende, noget, der er blødt og varmt og enormt.

Hun gisper efter vejret og hundene vågner, de rejser deres ører.

 

Havet omkring hende er stille.

 

Knivene, økserne, fuglene, hun behøver ikke skamme sig, der er kun hundene og hun hyler, ømmer sig, klemmer det bløde, store ud.

 

Famler mellem benene og det hun mærker er noget velkendt; de bløde næsebor, de varme læber, det lange rolige ansigt.

 

Hestens hoved vokser ud af kvinden der skriger af smerte.

 

Og hundene gør og fuglene flyver bort og da hovedet er ude, lukker hullet sig sammen.

 

Hun ligger i sengen ved siden af hovedet, en knurren fra hundene, og hun får sat sig op.

 

Hun rejser sig og går ud i havet og vasker sig.

 

Da hun kommer tilbage til huset står solen endnu højt på himlen og hovedet ligger stadig i sengen, det ser på hende med sorte øjne.

 

Hun løfter hovedet og lægger det på skulderen som et spædbarn, nynner for det og falder i søvn.

 

Men da hun vågner er solen der endnu.

 

Solen er stivnet på den blå himmel, fuglene er hæse af sang.

 

Solen stråler og alt er gået i stå.

 

Og hestehovedet begynder at tale.

 
LP20220104alexandramoltke4827 (1).jpg

foto: Lærke Posselt

Jeg blev uddannet som dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2016.

Jeg skriver med en naiv tro på at teatret vil give os modet og kraften til at forandre et kedeligt, brutalt og forældet samfund. Derudover gør jeg alt for penge.

Jeg grundlagde og ledte kunstgruppen DE FEMTEN og arbejder stadig aktivistisk bl.a. som medlem af Forfattere ser Grønt, hvor jeg senest har iscenesat performancen, Svinenes sang og tidligere sorgritualet, Cut for climate. 

 

Jeg er bosat i arbejdsfællesskabets, Karise Permatopia, hvor vi stålsat arbejder på at dyrke grøntsager, omsorg, omlægge til regenerativt landbrug.

Jeg har siden 2016 haft et symbiotisk samarbejde med komponist og sangskriver Kirstine Fogh Vindelev.

Aktuelt

ANIMAL

Min debutroman, ANIMAL, er i maj udkommet på forlaget Gladiator. 

ANIMAL er en bog om stor rædsel og dyb kærlighed. En bog om at blive mor, at vælge at bære et liv. Om at overvældes af både menneskets og naturens brutalitet og perversitet, om sorgen over og frygten for at miste en underskøn verden.

Den blev for nyligt anmeldt i Politiken af Mikkel Krause Frantzen som bl.a. skriver:

"Læs denne bog som et stykke sorgarbejde. Et personligt, politisk, planetarisk sorgarbejde."

Køb den her.

 

Jeg læser op af ANIMAL i samtale med Carsten Jensen på bogforum d. 4. november kl. 16 i Gladiators stand.

Følg med her for flere datoer.

SVINENES SANG

Menneske: askens konge.

 

Forskerne taler om et slutspil. En ende for jer og jeres tid.

Jeres dyrefabrikker er en af de allermest pladskrævende, belastende sektorer i landet, i verden. Jeres trang til kød koster millioner af mishandlede liv.

Vi er svinene i hallerne.

Vi lever i skakterne, i båsene, i lastbilerne med jernet, med gassen og knivene.

Vores lort mudrer vandene, vores sult sulter menneskene.

 

Forskerne taler om et slutspil. Men denne tid er endnu ikke. Der er stadig tid til at nyde, til at sætte fri. Alting står stadig til at redde.

 

Lad det blive den vilde naturs tid.

Lad det blive de rene søer, de vilde haves tid.

Lad vores tid ende, ikke jeres. Lad det blive vores slutspil. Lad os blive de sidste svin.

På Bogforum d. 4. november kl. 15 opfører vi performancen, Svinenes Sang.

 

Der var engang

nogen der skrev

om konger og slaver

hunde og soldater

lommetyve og marionetter

og de vidste at deres ord ville blive spist af munde

og få tunger til at vokse og blive stærke

 

Der var engang

fortællere der vidste

at fortællingen kunne ændre historien

at historien kun var fortællinger

at stemmen

i avisen

i radioen

kun var en mund

 

Og det gjorde fortællerne et nummer ud af

så alle kunne le af munden

eller angribe den

stege tungen og spise den

hive dens hvide tænder ud

og bruge dem som smykker

kysse dens læber

så den blev rød og modig

 

Der var engang

hvor det at skrive var et oprør

en handling

så stærk

at den forandrede verden

Alexandra Moltke Johansen